Højmessen - et forsvar for den almindelige gudstjeneste
”Kirkerne står gabende tomme”.
Det er en af de hyppigste sætninger man støder på, når man læser undersøgelser om folkekirken og dens forankring i befolkningen anno 2007. Det sker forholdsvis ofte, at man kan læse nogle af disse journalistiske ”overraskelser”. Også her i agurketiden har nye undersøgelser fra Københavns Stift vist, at hen ved ti kirker uden de store problemer kunne lukkes, da antallet af nadvergæster ligger på et meget lavt niveau. Det kan ikke komme bag på nogen, at der er mange kirker i København, der pga. befolkningssammensætningen godt kunne lukkes, men på den anden side er der noget i undersøgelsen der tyder på, at de ikke har taget i betragtning, at mange dåbsgæster – som de har mange af i de københavnske kirker, da der bor mange unge familier i de enkelte sogne – ikke nødvendigvis går til alters, som det også er tilfældet andre steder i landet. Summa summarum kan det synes som om aviser og journalister på denne måde vil forsøge at overbevise befolkningen om, at det for bare 30 år siden var så godt som umuligt at få en plads på kirkebænken, hvis man ikke kom i god tid. Men sådan har det faktisk aldrig forholdt sig (hvis man ser bort fra dagene med kirketugt), ja, selv ikke engang på Martin Luthers tid valfartede folk i kirke i store skarer; og da slet ikke børn og unge. Disse fik deres basale kristendomsundervisning i hjemmet (gennem daglig læsning i Bibelen, bønsliv m.m.) og i skolen gennem undervisning i Luthers katekismus. Kirken skulle forkynde Ordet og forvalte sakramenterne. Det var dengang, som i dag, de ældre der kom i kirkerne.
Andre tal viser også, at der på landsplan er hen ved 2% af befolkningen der går i kirke om søndagen. Det er altså godt 100.000 mennesker som søger kirken hver søndag året igennem. Ikke helt så ringe, når man ellers tager pressens dunkle udtalelser i betragtning. Men nu skal det dog understreges, at det heldigvis ikke er antallet af kirkegængere der er kriteriet for succes, for hvis det kun drejer sig derom – at få så mange i kirke som muligt, fordi det udadtil giver et billede af et godt ”tilbud”, noget spændende og anderledes, ja, så kan præsterne herhjemme sagtens finde på alskens tiltag, hvilket jo også sker i stigende grad. Spørgsmålet der bliver tilbage er, om der ikke tabes noget i denne proces, og om ikke præsten som alt-mulig-mand/kvinde mister sin rolle og troværdighed som præst og blot bliver en sprællemand/-kvinde der vifter med arme og ben når nogen har lyst til at se noget sjovt?
Et andet problem, som synes at falde mange for brystet er det, at medlemstallet er faldende og dermed er også antallet af kirkegængere faldende; sådan siges der i det mindste! Men hvad er så årsagen til ”mandefaldet” i folkekirken? Der synes faktisk ikke at kunne gives et entydigt svar på hvorfor interessen for folkekirkens kristendomsforkyndelse er så lav i disse år. For samtidig med medlemstallets nedgang, er interessen for ”det religiøse” stigende, dog under andre former end vi kender den fra vores hen ved 2200 danske sognekirker. Og det er netop dette fænomen der får mange sogne og præster til at gå alternative veje, for at få ”de religiøst søgende” i tale eller samtale.
Selvom der altså ikke kan gives et entydigt svar på spørgsmålet om dalende tilslutning, gives der dog en masse bud på hvorfor tingene ser ud som de gør. Det hyppigste argument for ikke at deltage i søndagens højmesse er netop, at højmessen er kedelig. Der er ikke nok spræl i det støvede ritual som vi kalder højmessen der kan få almindelige sofa-kristne til at sidde på kirkebænken en times tid søndag formiddag. ”Det siger os ingenting”, ”Det er ikke den form for kristendom eller religiøsite jeg søger”, ”Kristendommen er så fordømmende”, ”Salmerne ligger alt for højt i tonelejet til at man kan synge med på dem”, ”Præsten står oppe på prædikestolen og føler sig højere hævet end menigheden og taler ned til os” osv., osv. Det skorter således ikke på argumenterne, når vi skal finde på undskyldninger for at blive væk fra gudstjenesten.
Og på den måde er det svært at se hvad det er folk vil have. Mange sogne og præster vil gerne give menigheden hvad den vil have, selvom det må blive et skøn, da det ikke er alle i menigheden der kan få tilfredsstillet deres ønsker. For samtidig med, at mange råber op om, at de gerne vil have at der skal ske noget mere under selve gudstjenesten, som kan tilfredsstille dem som post-post-moderne mennesker og deres individuelle behov efter at blive underholdt og deltage aktivt i gudsdyrkelsen, ja, så råber de selv samme op om hvor stresset deres hverdag er, hvor lidt tid de har til familien og fordybelsen i ”åndelige” sysler og hvor meget de trænger til at kunne sidde stille og ”meditere” en stund og oven i det, hvor meget de savner at vende tilbage til nogle af de værdier der sattes i højsædet, da farmor var dreng, lige fra familiemæssige til gastronomiske. Og dertil er kirken et godt middel, for hvis ikke kirken skulle ligge inde med disse gamle dyder, hvem skulle så? Ja, det er ikke nemt at tilfredsstille alles religiøse behov og ønsker om underholdning på forskellige niveauer.
Men hvad nu med alle de steder rundt omkring i Danmark og udlandet, hvor det kan lade sig gøre at trække store menneskemængder til? Hvad med fx. Pinsekirkerne eller megakirkerne i USA, hvor det er muligt at få hen ved 20.000 i kirke om søndagen; hvad gør de for at det kan lykkes? Nu har denne artikels forfatter ikke på egen hånd oplevet disse kirker i USA, men ikke desto mindre er det muligt at tage fænomenet i øjesyn og forholde sig til det. Man må forstå, at disse store kirker (megakirker) i USA, og det gælder for så vidt også Pinsekirken i Danmark, tilhører den meget lavkirkelige, dvs. uformelle del af det religiøse miljø, præsten ikke er iført sort kjole men almindeligt tøj, hvor orgel er skiftet ud med rytmiske instrumenter og salmerne med korte lovsange hvis tekst kan læses på en storskærm eller et smukt syngende gospelkor, dertil kommer ofte lukkede øjne og strakte svajende arme og hvor gudstjenestens eller kirkestævnets mantra kunne være: ”Her er fest – uden vin. Helligånd er vor benzin.” Uskyldigt lyder det umiddelbart, men man skal ikke lade sig narre. Den lutherske akademiske prædiken derimod, hvor det er udlægningen af Ordet der står i centrum er skiftet ud med en personlig farvet og erfaringsbaseret forkyndelse, som ofte underbygges med tilråb fra menigheden. Derudover lægges der vægt på aktiv deltagelse fra kirkegængernes side gerne med spontane indslag i form af personlige bekendelser eller omvendelsesberetninger, umotiveret tungetale, pludselige latter- eller krampeanfald. Alt sammen under indflydelse af Helligånden forstås.
Alle disse ting virker på mange af den danske højmesses kritikere som noget anderledes, noget spændende, noget som vi i vores gamle, formynderiske og kedelige evangelisk-lutherske folkekirke godt kunne lære noget af. Ikke mindst trænger kirken og præsterne til at vise lidt mere glæde, som vel også er kristendommens kerne: at vise glæde og kærlighed; at elske hinanden!? Er det ikke det Gud har sagt at vi skal?
Nutidens menighed – det gælder i hvert fald dem der lader deres røst lyde i læserbreve og interviews – kræver større og større personlig indlevelse fra kirkens (læs: præsternes) side, så de kan se, at der er et menneskeligt ansigt bag kristendommens forkyndelse. Kritikken eller de gode råd, om man vil, er taget ad notam, men der skal lyde en indvending mod den tendens der hedder ”større personligt engagement”.
Det er muligt at den lavkirkelige præst i den lilla habit, som man har set i fjernsynet fra en af de store kirker i USA eller Pinsekirkestævnet, som man har læst om i Kristeligt Dagblad, virkede utrolig sympatisk og på bølgelængde med sin menighed, og på samme måde med ham præsten man så i DR-kirken, fordi han ikke havde taget præstekjole på og ikke ville stå på prædikestolen, så var det som om, at han lige pludselig var på samme niveau som den kaffedrikkende menighed hjemme i stuen. Men det er lige præcis hér det bliver forførende på en helt anden måde, end hvis det blot var evangeliets forkyndelse af Jesus Kristus. Lige pludselig bliver det præsten som person der fremstår som centrum for hele gudstjenesten. Det er ikke længere kun det forkyndte Ord, Guds tiltale til skabningen, der er omdrejningspunktet, men i lige så høj grad – hvis ikke i højere grad – de ydre omstændigheder: den retoriske fremførelse, de rigtige bevægelser, de korrekte udbrud fra menigheden på de rigtige tidspunkter, de rigtige omgivelser osv. Åh ja! Den dejlige frihed der ligger i de løse ritualer. Jo mere form (højmessen), des mere indhold; jo mere overflade (den moderne aktiviserende gudstjenesteform), des mindre dybde. Det er negativ essensdyrkelse, som når man går til stillegudstjeneste og dyrker stilheden. Se da er det ikke kristendom længere, da kristendommen altid råber mennesket de ubekvemmeligheder lige ind i ansigtet som vi og dermed verden ikke vil høre.
Og ve så den stakkel der i den uformelle gudstjeneste, som jo er så fri og hvor der er plads til alle, ikke udbryder i lovsang på det rigtige tidspunkt eller i et anfald af Helligånds-besættelse ikke begynder at tale i tunger under den bestemte sang eller bøn. Ve også den stakkel der vover at bryde ud af menighedens strenge regelsæt, som ofte er lovreligiøsitet af værste skuffe; vælger at forlade mand og børn for at begynde et nyt liv udenfor det stramme regelsæt, som den frisindede menighed har sat op som værn mod verdens fordærveligheder. Ja, og ve den stakkels præst der om søndagen i afslappet stil, i neutralt tøj, med anekdoter fra sit eget liv til stor moro blandt menighedsmedlemmerne, står og prædiker streng lov og den hårde vej til erhvervelse af Guds nåde, når han selv falder i og bliver opdaget komme slingrende hen ad gaden efter et lidt for vådt gilde med sine gamle ungdomsvenner. (Ikke at det sidste ikke ville vække en vis form for forargelse i den folkekirkelige del af Danmark, men i de fleste tilfælde ville det blot medføre et smil på læben og et udbrud om, at præsten jo ikke er anderledes end alle andre).
Når et menighedsråd vælger en person som deres præst til at forestå menighedens bøn, vælger de samtidig en person til et forkyndelsesembede. Der kaldes altså en person til at være præst, forstået således, at rette vedkommende skal forkynde evangeliet i overensstemmelse med de oldkirkelige og augsburgske bekendelsesskrifter. Der vælges/kaldes ikke en person til at fremstille sig selv og sit eget levned. Det er ikke præsten der er hellig, eller embedet; det er heller ikke det der er interessant, men derimod Guds ord. Det er Guds Ord der skal forkyndes.
Men er det så højmessen der egner sig bedst til det? Hvorfor vil en præstr i 2008 stadig gerne forsvare denne gamle gudstjenesteform, som tiden for længst er løbet fra?
Jo! Højmessen har immervæk vist sin holdbarhed gennem mere end tusind år – hvis man ser den lutherske højmesse som en ændret form (og oprindelig, dvs. tættere på den gudstjeneste der praktiseredes i urkirken) af den latinske messe. Vi ved jo heller ikke om de nye tiltag: ungdomsgudstjeneste, stillegudstjeneste, rockgudstjeneste osv. også vil være i ligeså høj kurs om så mange år. Meget taler for, at de nok ikke er det, og til den tid vil man stadig råbe på nye tiltag. Disse anderledes gudstjenester er nok i stand til at tiltrække en anden del af den sædvanlige højmesse-menighed, det indrømmer vi, men kravet om at det hele skal være i ”min” interesse gør, at de lige så hurtigt bliver uinteressant som det til at begynde med syntes interessant. Når det bliver populært, som det jo gerne skulle blive, er det jo ikke længere individuelt og dermed svarer det heller ikke længere til tidsånden og mine ønsker, krav og behov.
Højmessen er også god i sin form derved, at der ikke kræves anden handling end den at være til stede og åbne ørerne for det forkyndte Ord (skulle man døse hen er der jo stadig Helligåndens gerning at håbe på). Er man grebet af store følelser mens man sidder på kirkebænken, kan disse sagtens rummes i Fader vor, eller er man bare træt og uoplagt, ligeglad, sur eller i en anden sindsstemning som ikke nødvendigvis er som bønnen udtrykker det, kan denne alligevel fremsiges uden forstillelse.
Højmessen er god i sin form derved, at den taler til det enkelte menneske i det enkelte menneskes liv og væren. Der kræves ikke noget. Og netop derved adskiller den sig fra de former der netop kræver et engagement. Ikke forstået således, at vi ikke billiger en del deltagelse i gudstjenesten i form af fx. salmesang, men der ligger altid en fare i at menigheden skal vise sit engagement: at nogle bliver udstødt eller set skævt til, fordi deres begejstring ikke udtrykkes tydeligt nok.
Højmessen er god i sin form derved, at den sætter en ramme om det som er gudstjenestens egentlige sigte: fællesskabet, ordets forkyndelse, sakramenternes forvaltning og bønnen (Apostlenes Gerninger 2,42). Set som en grammatisk model, kan den beskrives således: Gud er både subjekt og objekt for gudstjenesten. Gudstjenesten bygger på Guds tjeneste for mennesket: i ordet, dåben og nadveren. Det er det primære. I modtagelsen af disse Guds gaver yder menigheden dernæst sin Guds-tjeneste: i lovsang, i bekendelse, i tak og bøn. Det er det sekundære.
Tanker om Folkekirkes fremtid
Den danske Folkekirke står ved en skillevej. Skulle man være vittig, ville man sige, at den stod ved en korsvej, men det vil vi for alvorens skyld undlade.
Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at Folkekirken i disse år står overfor et valg, der kan have afgørende betydning for dens beståen i generationerne fremover. Dette er ganske vist blevet hævdet så mange gange tidligere, men alligevel synes det som om, at der aldrig tidligere har været så meget om snakken.
Kirke og religion er begyndt at fylde mere i den daglige debat både i de trykte medier samt i radio og TV. Kirkelige godtfolk er efterhånden blevet kendte personligheder eller ligefrem ”eksperter” ved forskellige lejligheder. Vi ser ofte disse ”eksperter” i det danske mediebillede og hører dem udtale sig om alt, lige fra hvad der rent faktisk har med kirke og teologi at gøre, over psykologisk og moralske problemstillinger til madopskrifter og kjolemodeller.
Kirken er blevet synlig. Den er blevet kørt i stilling som et medieskabt ikon eller som en international virksomhed, og nu efterlyser medierne og, i kølvandet på dem, den almindelige borger, en endnu synligere kirke med endnu synligere præster, som kan gøre det kristne evangelium endnu mere synligt og forståeligt, og som kan sørge for at bringe den enkelte kirke og det enkelte sogn på danmarkskortet, fordi vi er så glade for at blive nævnt som gode eksempler, og så vi har noget at vise til nabosognet, som ikke har det.
Samtidig begynder flere og flere præster at tale politik i stedet for at forkynde evangeliet. De gør det under dække af, at det så sandelig er det kristne evangelium de forkynder uden at skele til deres egen politiske observans, men siger samtidig, at de taler den siddende regering imod, fordi den i sin politik strider mod kristendommens menneskesyn. Ikke alene er det et misbrug af folkekirken som folkets kirke, hvor det er evangeliet, der skal forkyndes og syndernes forladelse der skal tilsiges til mod, sjælefred og opbyggelse og ikke holdes politiske taler om enkeltsager, nej, de gør det også altid i flok, som om budskabet derved skulle få større vægt; at deres ord skulle få dybere klangbund i befolkningen.
Samtidig er det så snedigt og heldigt, at medierne, som synes at sluge det hele råt, får det til at lyde som om, at der er en præsterevolte under opsejling. At Folkekirkens præster ikke længere vil se stiltiende til, mens regeringen og ikke mindst dens støtteparti, praktiserer menneskefjendsk, ja ligefrem ukristelig politik.
Faktisk er det kun en lille del – under 10 % - af landets præstestand, som bakker op om denne politiserende praksis, dette misbrug af prædikeembedet, men alligevel føres det så stort frem. Det skyldes ikke mindst en gruppe blandt mediefolkene (redaktører og journalister), der gerne ser, at Folkekirken skilles fra staten, så vi herhjemme får svenske forhold. De er trætte af, at kristendommen – efter deres udsagn – har så stor indflydelse på dansk politik, så de derfor helst ser det tætte forhold mellem stat og kirke bragt til ophør.
Men med dem er der også en del præster, der ønsker at kirken får egen mund og mæle. Men det er den farligste vej Folkekirken kan komme ind på. Hvis det sker, at præster (herunder provster og biskopper) pludselig kan bruge deres embede som politisk talerstol, er al tale om at præsten er ”sognepræst” død og borte, den lutherske kaldstanke vil dermed være bragt til ophør. Hvis det kommer til et brud mellem stat og kirke, er præsten dermed i fare for hele tiden at tale om bestemte politiske, inden- og udenrigsmæssige sager, når han således skal optræde som moralsk eller politisk overdommer i diverse sager. Præsten vil givetvis – idet han/hun ikke kan skjule sin politiske observans – komme til at tale i nogle sognebørns interesse, mens andre efterlades utiltalte af det politiserede evangelium.
Man skal sjovt nok (eller vi skulle måske sige desværre) ikke engang lede længe eller grundigt, for at finde eksempler på dette. I december 2005 proklamerede en gruppe præster fra Mariager-egnen, at de i deres juleprædikener ville tage udgangspunkt i Lukasevangeliets ord ”der var ikke plads til dem i herberget” for at tale udsatte flygninge- og indvandrergruppes sag. Præsterne ville tale regeringens ubarmhjertige, ja ligefrem ukristelige – sådan sagde de – politik imod. Mariager-præsterne og andre med dem brugte deres prædikestol – nej ikke deres men deres sognebørns kirkes prædikestol, hvorfra evangeliet skal forkyndes – som en politisk talerstol. Således gentog sammenslutningen af præster kunststykket i julen 2006, og fik stadig den samme omtale i pressen, og fik således igen pustet til den ild der er tændt op under Folkekirkens struktur. Mange, som gerne ser Folkekirkens løsrevet fra staten, må have haft en dejlig jul.
Selvfølgelig er man i sin fulde ret til at tale regeringens politik imod, hvis der er noget der strider mod ens opfattelse af hvad der er det rigtige at gøre, det har enhver siddende regering kun godt af, og det er med til at holde et demokrati i gang og forpligtet på at handle i flertallets interesse. Men at bruge sognepræsteembedet til det, er derimod et misbrug og et brud på den tillid, hvormed menigheden i sin tid valgte deres sognepræst.
Et andet eksempel omhandler også en gruppe præster (det er underligt nok altid grupper) fra Hillerød, som den 6. januar (Hellig tre kongers dag) gik på gaden i Hillerød for at demonstrere imod regeringens afvisning af en gruppe irakiske asylansøgere. Præsterne ønskede at gøre opmærksom på den ubarmhjertighed og ukristelighed der ligger i udlændingestyrelsens, og dermed regeringens afvisning af irakernes asylsager, selvom regeringen i princippet ikke har indflydelse på flygtningenævnets (domstolenes) afgørelser. Præsterne er selvfølgelig i deres fulde ret til at protestere mod den afgørelse, på lige fod med alle andre der føler, at det er en uretfærdig afgørelse, men at gøre det i et fællesskab som præster er at bryste sig af en bedrevidenhed. De har med deres aktion taget patent på evangeliet og forkyndt det ind i en bestemt politisk kontekst. Det er at holde folk og præstekollegaer som gidsler i et politisk spil, idet de øver vold på evangeliet.
Et tredje eksempel – fra efteråret 2006 – er Københavns domprovst, Anders Gadegaards indblanding i kunstneren Jens Galschiøts opsætning af en statue – I Guds navn – foran Københavns Domkirke, Vor Frue. Statuen forestiller en korsfæstet gravid teenager. For Jens Galschiøt er projektet en kunstnerisk kommentar til de ekstreme bibelfundamentalister som – med Bush og Paven i spidsen – prædiker seksuel afholdenhed indtil ægteskabet som eneste metode til at undgå HIV-smitte og uønsket graviditet.
Ja, man kan mene om Bush og Paven hvad man vil, men når domprovst Anders Gadegaard går med i dette projekt med udtalelser som ”Det er rigtigt for kirken at deltage i udførelsen af denne kunst-manifestation, for at markere, at Bibelen ikke må bruges til at prædike imod prævention, men at kirker overalt bør gå aktivt ind i bekæmpelsen af HIV-smittens udbredelse og vise medfølelse og solidaritet med dem, der rammes og deres familier.”, bør man være på vagt. Bibelen kan faktisk bruges til at prædike imod brugen af prævention, hvilket præster – også i Danmark – har gjort hidtil, og mange stadig gør. Det er én ting at tale om, hvad Bibelen rent faktisk siger om brugen af prævention, men når statuen samtidig er et angreb på en politisk person (Bush), bør domprovsten holde sig fra projektet. Samtidig er det jo også et kæmpe angreb på en broder i Kristus, Paven, men det er øjensynligt ligegyldigt.
Når domprovst Anders Gadegaard nu har handlet som han har, så bør han i det mindste ha’ et rap over nallerne af biskoppen; det kunne evt. være for brud på god takt og tone, også kaldet dekorum!? For man kan jo, sandt for dyden, på andre måder tale de HIV-smittedes sag. Og det kan også kun undre, at domprovsten ikke mener at man kan bruge Bibelen til at prædike mod brugen af prævention, når en masse præster mener at man kan bruge den selv samme bog til at tale en bestemt politik imod – i dette tilfælde den borgerlige regerings.
Ganske vist fik denne ”happening” ikke den store medieomtale, men hvordan kan det være, at medierne ikke interesserede sig for denne sag, når der anvendtes et symbol – korset – som af en kunstner blev misbrugt på flere måder? Et symbol som for omkring 2 milliarder mennesker i verden er deres tros mest håndgribelige udtryk. Hvordan kan det således være at denne sag ikke udløste de samme protester og angreb på regeringen, Arla, ambassader, Danmark, Dannebrog? Hvordan kan det være, at der ikke blev udlovet dusør på Jens Galschiøts hoved på samme måde som en pakistansk imam gjorde, da en dansk avis valgte at bringe tolv satiriske tegninger af en bestemt religiøs skikkelse? Hvorfor var der ikke to biskopper der drog til Rom, for at berolige de katolske gemytter der følte sig godt og grundig trådt over tæerne, som det var tilfældet under Muhammed-krisen, eller bare tog en venskabelig og måske teologisk snak med den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, og ved den lejlighed undskyldte for domprovstens og ikke mindst Jens Galschiøts statue, som kunne være krænkende for folk med sarte religiøse følelser? Under Muhammed-krisen kunne medierne ellers nok komme op på mærkerne. Her kunne politikere og chefredaktører, præster og andre kloge hoveder ellers nok få munden på gled og spidset pennen til harmdirrende kritik ikke mindst mod den formastelige avis der havde misbrugt retten til at ytre sig frit, men også mod regeringens og statsministerens ufølsomme håndtering af sagen.
Set som et hele føles det, som om der er en stigende interesse i at dyrke kritikken af Folkekirken og kristendommen, som den praktiseres i Folkekirken. Kristendommen går an, hvis den er kontrolleret og passer som fod i hose med både den til enhver tid siddende regering, Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp og Center for Menneskerettigheder. Det lader til, at evangeliet efterhånden har tabt pusten og i munden på præsterne ikke længere er vidnesbyrdet om Guds søn, der altid taler mennesket imod i dets forsøg på at bygge gudsriget på jorden, men derimod et skriftgrundlag der skal retfærdiggøre deres egne politiske og rethaveriske interesser.
Et sidste eksempel, som bør nævnes – som også er fra slutningen af 2006 – er biskop Erik Norman Svendsens forbønsgudstjeneste for de afviste irakiske asylansøgere, som tidligere nævnt. Det er absolut agtværdigt i sin bøn at tænke på nødstedte, og dem som lider i denne verden. Der bedes for mennesker i anfægtelse og nød i praktisk talt alle kirker ved hver gudstjeneste i den bøn man kalder kirkebønnen. Men i kirkebønnen bedes der også for kongehuset, øvrigheden (dvs. regeringen og andre myndigheder om man kan lide dem eller ej); ja, der bedes for alle mennesker – uden forbehold, uden skelen til partibog, etnisk eller religiøst tilhørsforhold, at vi alle må blive ét i Kristus. Det virker derfor underligt, når en præst – i dette tilfælde en biskop – vælger at tage en bestemt gruppe i forsvar markeret ved en gudstjeneste (som faktisk er for alle), selvom det da er en smuk gestus. Ja, selvfølgelig er det kirkens opgave at tale de svages og udsattes sag, lige så vel som det er kirkens opgave at tale de riges og magthavernes sag.
Kirken skal forkynde evangeliet, for under evangeliet er alle lige. Hér hedder det ikke ”de fattige” eller ”de syndige” – en bestemt gruppe, som vi heldigvis godt ved hvem er. Nej, evangeliet taler derimod om ”fattige” og ”syndere”. Under evangeliet er vi alle inkluderet; hér er vi alle fattige og syndere uanset hvor meget friværdi man måtte have optjent gennem det seneste år, eller hvor pletfri et liv man har levet.
At tale irakernes sag er da udmærket, men at gøre det i kirken, at gøre det til kirkens opgave at tale lige præcis denne gruppes sag er netop – i modsætning til hvad biskoppen hævder – at gøre en bestemt gruppes sag til kirkens sag. Hvem bliver den næste gruppe vi skal holde forbønsgudstjeneste for? Narkomanerne eller luderne? Hvad med de hjemløse, for dem er der øjensynligt heller ikke plads til i herberget? Eller hvad med de rige, som nok har brug for at få banket lidt sand kristendom ind i knolden, så de kan lære at dele med de fattige?
At holde gudstjeneste for bestemte grupper er ikke bare en harmløs sag, som ingen tager notits af. Nej, det kan tværtimod være farligt og have vidtrækkende konsekvenser, fordi man derved gør evangeliet partisk. Hermed ikke sagt, at alting kan være ligegyldigt, at man ikke kan interessere sig for f.eks. 583 afviste asylansøgeres skæbne – langtfra. Men at gøre det til Folkekirkens opgave er at føre den derhen, hvor al tale om at gøre Kristus større og sig selv mindre byttes rundt eller ligefrem erstattes med tale for ens egen sag. At tvinge evangeliet for egen vogn findes der desværre et utal af eksempler på op gennem kirkehistorien. Det bedrøvelige bliver ikke mindre derved, at det også har kostet de mennesker livet, som ikke delte samme syn på fortolkningen og misbruget af evangeliet. Det bedrøvelige i dagens Danmark er, at det kan koste Folkekirken livet.