KIRKEN

Kirkebygningen

Skærbæk Kirke indeholder i bygning og inventar eksempler på de fleste hovedretninger inden for kunsten i Danmark fra midten af 1100-tallet til omkring 1950. Det vil derfor være naturligt i en gennemgang af kirkebygningen og dens udsmykning og inventar at gå frem efter stilhistoriske perioder. Kirken nævnes for første gang i et latinsk dokument fra 1292 og omtales her som indviet til apostlene Simon og Judas (Jakobs søn), men bygningen er omkring 150 år ældre. Den ligger på en lav forhøjning (ca. 15 meter over havets overflade, som kan ses på et højdemærke til venstre for kirkedøren) i bymidtens nordlige udkant. Sandsynligvis har bebyggelsen i tidlig middelalder, da kirken opførtes, ligget syd og sydvest herfor. Bygningen er i sin grundform romansk og må skønnes opført i midten af det 12. århundrede. Bygningen er fint tilhugne kvadre, der især i den ældste del (koret og skibets østlige dele) er meget smukt sammenføjet i regelmæssige skifter. Den vestlige del af skibet synes bygget uden helt så stor akuratesse og er muligvis lidt yngre (eller måske ombygget). I koret ses både i øst- og nordsiden oprindelige romanske vinduer. I korets sydside findes en smal præstedør, 195 cm høj, med en halvcirkelformet overligger, en såkaldt tympanon, af romansk type. Den er givetvis oprindelig og har således siddet på sin plads i omkring 850 år. I skibet ses endnu, hvor de to romanske døre har siddet, kvindedøren i nord og mandsdøren i syd. De er dog for længst tilmuret. Den sydligste har været den smukkest udstyrede, idet den har haft en portal med to granitsøjler, som i 1869 anbragtes ved tårnets vestende, da indgangen flyttedes hertil. Korbuen (den såkaldte triumfbue) mellem skibet og koret stammer fra kirkens opførelse og viser i sin fuldendte form, i hvor høj grad de romanske stenmestre beherskede deres kunst. Loftet har oprindeligt været fladt, både i koret og skibet, men ved en gennemgribende ombygning omkring år 1350 er det indre blevet totalt forandret, mens kirkens ydre næppe er blevet ændret stort udover, at skibets vinduer er blevet forstørret og ombygget til fladbuede gotiske vinduer, hvoraf der endnu ses svage spor. Der indbyggedes fir gotiske krydshvælvinger i skibet og en ottedelt hvælving i koret. Disse hvide hvælvinger, som i dag dominerer kirkerummet og giver den oprindeligt romanske bygning et gotisk præg, har muligvis været smykket med bemaling, men de flere hundrede års overkalkning har skjult ethvert spor heraf, og kun en gennemgribende undersøgelse kan afsløre, om der endnu findes rester. Tårnet er et sengotisk arbejde, fuldført i 1509. Det er opført i den såkaldte tørninglenske stil, d.v.s. med gavle på alle fire hjørner og et pyramideformet tag, som udgår fra bygningens hjørner, hvorved gavlene kommer til at virke som kviste. Denne tårntype er meget almindelig i den vestlige del af Sønderjylland, det gamle Tørning len, og ses på mange af egnens kirker. Murene i tårnet er opført i såkaldt munkeskifte, den almindelige murerteknik i senmiddelalderen, og det smukke arbejde ses bedst på nord- og østsiden, hvor ydermuren er oprindelig, mens tårnet i nyere tid er blevet skalmuret på syd- og vestsiden. Derfor giver især nordsiden indtryk af sengotikkens kraftfulde byggeteknik gennem de store murflader og de stilrene åbninger (nederst en høj spidsbue og øverst to fladbuede glugger) og gavlens smalle blændninger. I vest havde tårnet et højt gotisk vindue, men det blev ødelagt, senest da kirkens indgang i 1869 flyttedes hertil. Muren under vinduet blev gennembrudt og vinduets øverste del tilmuret. Ved restaureringsarbejder i 1977, da pudset i tårnrummet var delvist banket af, sås vinduets kontur tydeligt i murværket. De ca. 32 meter høje tårn har tre etager. Nederst findes et smukt og højt hvælvet rum, nu våbenhus, og derover en meget høj mellemetage. Øverst findes klokkerummet, direkte under spirets bjælkeværk. Tagkonstruktionen på tårnet er af eg og stammer, bortset fra enkelte fornyelser og reparationer, fra opførelsesåret. Også tagkonstruktionen over kor og skib er middelalderlige og sandsynligvis samtidige med hvælvingerne, d.v.s. fra ca. 1350. Kor, skib og tårn er tækket med bly, mens korsarmene har skifertag. På spiret findes en vindfløj, udført 1737 af Henrik Kobbersmed fra Tønder. I vindfløjen er udstanset bogstaverne HAPB (Hr. Albert Pedersen Bøgvad, den daværende sognepræst, som åbenbart har bekostet arbejdet) og AHH.

På tårnrummets nordside findes en kalkmaleriindskrift, der lyder:

CONSTRUCTUM EST ISTUD
EDIFICIUM SUB ANNO MDIX
(“Fuldført er denne bygning i året 1509”)

Indskriften kendes i to versioner fra indberetninger fra sognepræsten Andreas Fog og kirkeværgen fra 1754 til arkitekten Laurids de Thurah, der var Kongelig Generalbygmester. Han interesserede sig meget for gammel arkitektur og udgave flere værker om historiske bygninger. Uoverensstemmelsen mellem præstens og kirkeværgens gengivelser af indskriften kunne tyde på, at den allerede i 1754 havde været overkalket i nogen tid. Den genfandtes ved tårnrummets istandsættelse i 1977 og blev restaureret af Nationalmuseets eksperter. En sådan dateringsindskrift på en middelalderlig bygning er en stor sjældenhed. Desuden fandtes spor af bemaling omkring indskriften og på hvælvingens riddebånd, men de er igen overkalket. Indgangen til tårnet er på hver side flankeret af to søjler. To af disse stammer fra den gamle mandsdør og to er nye. Tidligere har der været et spidst tag over indgangspartiet. Der har tidligere været enkelte tilbygninger omkring kirken, et skolehus i nord og et sakristi (sandsynligvis et middelalderligt kapel) i syd og et trappehus, kaldet “Skuuret”, på tårnets nordside. Disse bygninger blev dog alle nedrevet i forbindelse med en større istandsættelse af kirken i årene 1716-1718. Samtidig blev de to østre hvælvinger i kirken nedbrudt, og man opførte en tilbygning mod nord. Denne bygning var også så ringe udført, at den krævede hyppige istandsættelser, og i årene 1863-1864 blev den nedrevet og erstattet af den nordre korsarm. Samtidig opførtes også korarmen mod syd. På ydersiden af begge korsarme ses det, at man har anvendt murens oprindelige kvadre til de nederste skifter, mens bygningerne foroven er opført i mursten. Ved denne ombygning fik skibet også sine nuværende vinduesåbninger mod syd. Mellem selve skibet og korsarmene er der samtidig med disse bygget to brede buer, og skibets østre halvdel er overdækket med en stor krydshvælving. Korsarmene har fladt bjælkeloft, der oprindeligt var dækket med gips, men som nu fremtræder i brunmalet træ. Kirkens indre restaureredes i årene 1936-1937, og gulvet blev ved den lejlighed belagt med store, mørkerøde mursten.

Sværdet i muren. I vestsiden af søndre korsarm er indmuret en romansk gravsten fra o. 1100. Stenen er af granit og ca. 95 cm lang og ca. 35. cm bred. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors, og de små tværarme ender i knoppet. Om dette kors (eller “sværd”, som det blev opfattet som) fortælles følgende sagn: En mand fra Misthusum hørte, mens han var til mølle i Brøns, at der kom springflod. Han skyndte sig derfor hjemad, og på vejen mødte han et par mænd, der slæbte af sted med nogle af hans sager. De nægtede at udlevere det stjålne, og han dræbte derfor den ene med en hjulring og løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham. To af lovens håndhævere forklædte sig derefter som kvinder og gik til Misthusum, hvor det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden, men hans venner søgte at befri ham. De stillede med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk, der i retslig henseende hørte under hertugdømmet Slesvig, til nabosognene mod syd, der hørte under kongeriget. Planen mislykkedes, og han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med “sværdet” blev derefter rejs af hans venner til minde om den sørgmodige begivenhed. En anden version fortæller om en mand ved navn Tøger, der efter den store stormflod i 1634, som udslettede MIsthusum, dræbte en strandrøver. Tøger henrettedes den 12. oktober 1635 på det sydvestre hjørne af Skærbæk kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham. Tøger havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden, men benådet, fordi hans mor, der boede i Ballum, gik i forbøn hos kong Christian IV. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte arbejdet, men døde af overanstrengelse. Sønnen blev benådet og fik senere en gård i Hjemsted (beliggende i Skærbæks søndre udkant på vej mod Mjolden og Randerup), hvor han døde som en gammel mand. Både han og moderen havde før stormfloden boet i Misthusum. Marken, som moderen måtte meje, udpeges endnu i Ballum og kaldes den dag i dag for “Sorgagre”. Sagnet dannede baggrund for Karen Blixens berømte fortælling af samme navn. (Efter Hejselbjerg Poulsen: Den nordslesvigske Kirke)

H. E. Sørensen

Inventaret

Kirkens inventar er anskaffet gennem de ca. 850 år, bygningen har eksisteret, og det er derfor naturligt, at det i tidens løb har gennemgået en række istandsættelser, som ikke altid har været lige nænsomme. I 1932 blev inventaret grundigt restaureret under ledelse af Nationalmuseets ekspert, Kr. P. Andersen, som fremdrog og rensede de oprindelige farver, hvor det var muligt således, at de forskellige inventargenstande i dag fremtræder i både velholdt og smuk stand. Døbefonten er ubetinget det ældste stykke inventar i kirken. Den er udført på Gotland i såkaldt hoburgmarmor og sandsynligvis anskaffet til kirken samtidig med bygningens opførelse, d.v.s. mellem 1150 og 1200. Fonten er udsmykket med rundbuede “bægerblade” og tilhører stilmæssigt en overgangstype mellem romansk og gotisk. Det viser, at man på Gotland på den tid var i nær kontakt med de europæiske stilstrøminger, hvor gotikken i slutningen af 1100-tallet så småt var ved at afløse den romaske stil, mens man i det mere konservative og isolerede Danmark endnu holdt fast ved den gamle romaske for til efter 1200. Rundbuede bægerbladsfonte er ikke ualmindelige i Danmark. Af de i alt 138 gotlandske fonte, som findes i det nuværende Danmark (207 når man regner de “gamle” landsdele – Skånelandene og Sydslesvig – med), hører de 40 (57) til denne type. I Sønderjylland findes 6 sådanne fonte og i Sydslesvig 11. Dåbsfadet er af messing og udført i 1734 i barokstil. Alterbordet er middelalderligt, sandsynligvis fra gotisk tid, måske samtidig med hvælvingerne, d.v.s. fra ca. 1350. Det er opført af store teglsten (munkesten) og er 174 cm. langt, 131 cm bredt og 90 cm højt. I alterbordet fandt man ved restaureringen i 1932 en såkaldt “helgengrav”, d.v.s. et hulrum i murværket, dækket af en flise med samme overfladedimensioner som munkestenene. I “helgengraven” fandtes en relikviekapsel, en lille blyæske på størrelse med en tændstikæske. Heri fandtes fire bensplinter indsvøbt i rødt silke og med to pergamentstrimler. På den ene stod “S. Paulini (con)fessoris” – den hellige Paulinus Bekenderens (relikvier) – og “virg … s(an)c(t)a(rum) undeci(m) mil …” – de 11000 jomfruers (relikvier). På den anden strimmel stod: “… (unde) ci(m) (millium vir)ginu(m)” – de 11000 jomfruers (relikvier). Man må således regne med, at kirkens hovedalter i katolsk tid har været indviet til Den hellige Paulinus Bekenderen og De 11000 Jomfruer. Om De 11000 Jomfruer fortæller legenden, at kongedatteren Ursula fra Bretagne, der skulle giftes med en prins fra England, inden bryllupet sammen med sine jomfruer foretog en pilgrimsrejse til Rom. Adskillige kongedøtre og andre fornemme piger sluttede sig til følget, og i Rom blev de godt modtaget. Men på hjemvejen faldt de i baghold nær Køln, og de grumme hunner, som den gang hærgede i Europa, dræbte dem alle. Det siges at være sket den 21. oktober, men noget årstal er der ikke hæftet på historien. I 1106 fandt man ved jordarbejde i Køln en gammel gravplads, og man udspredte det rygte, at det var Ursula og De 11000 Jomfruers sidste hvilested. De fundne knogler blev erklæret for hellige, og relikvierne spredtes over hele Europa. En stump synes at være havnet i Skærbæk. Historisk set er der ikke meget hold i legenden. Tilsyneladende findes der ingen skriftlige vidnesbyrd om denne begivenhed, der må have fundet sted omkring år 450 (hunnernes hærgen), før år 948, og selve legendens detaljerede beretning er først nedfældet så sent som i år 1187, altså mere end 700 år efter “begivenheden” og over 80 år efter fundet af den yderst tvivlsomme helgenbegravelse ved Køln, måske for at stimulere strømmen af pilgrimme til byen. (Efter Tue Gad: Helgener. Legender fortalt i Norden.) Altertavlen er senrenæssancearbejde fra 1631. Den er skåret af snedker Jens Olufsen fra Varde, som skrev kontrakt med ærkedegnen ved Ribe Domkirke, provst Hans Olufsen (var de mon brødre?) vedrørende arbejdet. I kontrakten står, at Jens Olufsen forpligter sig til at gøre tavlen til Skærbæk Kirke en halv alen bredere og tilsvarende højere end den altertavle, han har leveret til kirken i Gram. Trangen til at overgå naboen var også almindelig dengang! Altertavlen skal udføres i “ustraffeligt træ” og leveres omkostningsfrit i Ribe for “58 daler slette”. På altertavlen står, at “S(alig) Benned Sørensen i Barsbøll gaf til denne Alter-taffle 29 Marc lybsk, 1631”. Det kan kun betyde, at man har holdt en indsamling i sognet for at få altertavlen betalt, og at den rige bonde fra Barsbøl gård syd for Skærbæk har været den største bidragyder. En sletdaler svarede dengang til 2 mark lybsk, og det vil således sige, at Benned Sørensen betalte ca. en sjettedel af tavlens pris. Malerierne på altertavlen er de oprindelige fra 1631- Hvem der har malet dem, vides ikke, men der er sandsynligvis tale om en lokal kunstner, da han også synes at have leveret næsten identiske billeder til flere nabokirker. Hovedfeltet forestiller Nadveren. Til venstre ses Kristus i Gethsemane og til højre korsfæstelsen. Øverst vises Himmelfarten. Desuden ses fire englehoveder og et relief af Gud Fader i malet træ. Farverne på altertavlens træværk er fornyet ved en istandsættelse i 1735. De fleste af skriftstederne er sat på ved restaureringen i 1932. Det ene af de to sæt alterstager er gotisk og stammer således fra katolsk tid, mens de to andre stager er renæssancearbejde og udført i 1637. Disse to sidste er skænket af Benned Sørensens kone. På den ene af stagerne står indgraveret: “Salig Maren Benneds i Barsbøl gaf til Skerebech kierck dise 2 lyse kierter. Anno 1637. Kost 22.” Prisen er angivet i lybske mark, og det vil sige, at der er tale om en meget værdifuld gave. Maren og Benned Sørensen må have været særdeles velhavende folk. Kirkens øvrige sølv stammer for størstedelen fra 1700-årene og er udført i senbarok. Alterskranken er fra 1857 og udført af Ribe Jernstøberi. “Søjlerne” er formet som akantustræer, d.v.s. at de foroven munder ud i akantusblade, der er stiliserede gengivelser af bladene på en tidselart fra Middelhavsområdet. Akantusbladene har været anvendt i kunsten siden den græsk-romerske oldtid. Fandens fodspor. På en større sten, der ligger i gruset umiddelbart ved tårnets nordvesthjørne, ses en aftegning, som med lidt god vilje kan tydes som et aftryk af en kæmpemæssig bukkehov. Et lokalt sagn vil vide, at “sporet” fremkom, da Fanden trådte på stenen, uden at det dog kan oplyses, hvornår og i hvilken anledning han har beæret Skærbæk med sit besøg. Trolden fra Gasse Høje. Sagnet fortæller, at der på Gasse Høje boede en trold, der blev så vred på kirkeklokken i Skærbæk, at han engang slyngede en kæmpesten efter kirken, dog uden at ramme. Imidlertid havde trolden knuget stenen så fast, at man senere kunne se aftrykket af hans fingre i den. Den blev indmuret i kirken, hvor den stadig befinder sig, men desværre er den i dag skjult bag de store gravsten, som dækker en del at nordmuren. Det gotiske krucifix, som nu er anbragt på nordvæggen i skibet, her oprindelig hængt i korbuen. Det stammer fra sidste fjerdedel af 1400-tallet og viser Kristus med hældende hoved under en næsten turbanagtig tornekrone. Øjnene er halvt lukkede, og munden er let åben. Ansigtet udtrykker stor smerte, i højre side ses spydsåret, hvorfra der løber blodstriber. Den udtryksfulde fremstilling af Kristi lidelse er typisk sengotisk, og der er sikkert tale om et lokalt arbejde. Ved restaureringen i 1932 fremdroges en ældre bemaling, der dog næppe er oprindelig, og glorien fornyedes, ligesom der blev indsat nogle manglende tæer og fingre.De fire præstetavler, der hænger i korsarmene, indeholder en række interessante oplysninger om sognets præster siden reformationen. Den ældste tavle er lavet i 1756 af snedker Jens Johansen fra Døstrup, og de øvrige er udført efter samme model, så de i dag fremtræder som ensartet sæt. På vestvæggen i nordre korsarm hænger et maleri af Hans Rahr, der var sognepræst i Skærbæk 1759-1779. Han stammede fra landsbyen Ottersbøl sydvest for Skærbæk, og før han blev præst på sin hjemegn, havde han været “hører” på latinskolen i Aalborg og sognepræst i Viborg i mange år. I hans tid i Skærbæk oprettedes den første fattigforsørgelse i sognet. Billedet er malet i baroktidens portrætstil, men den lidt plumpe udførelse og ikke videre skarpsindige karakteristik tyder ikke på, at der er tale om et værk af nogen betydelig kunstner, snarere om en lokal håndværkers arbejde. Præstedrabet På den første af kirkens fire præstetavler står der ud for den fjerde i rækken: “Hr. Johannes Andersen til Anno 1627, da hand ihjelstak med en Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Meenighed og derfor motte rømme Landet.” Johannes Andersens farfar og far var begge præster i Skærbæk (nr. 2 og 3 på tavlen), og da faderen Anders Jacobsen døde i 1616, ønskede sognet at få sønnen, der studerede i København, til præst. Han havde imidlertid ikke fuldført sine studier og taget eksamen og kunne derfor ikke blive ordineret til embedet. Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet, og han indsatte Johannes Andersen i embedet, men det var biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen, og han nægtede at gøre dette, før Andersen havde sine papirer i orden. Derfor var den unge præst anbragt i en yderst prekær situation, der nok nu og da har fået hans nerver til at slå klik. Da provsten i Brøns, Christian Billum, som biskoppens tilsynsførende sikkert ikke har ladet Andersen i ro, er det ved en bestemt lejlighed i 1627 kommet til så voldsomt et skænderi, at de to præster er gået over til håndgribeligheder, og Andersen har dræbt Billum. Det fortælles, at drabet skete på kirkegulvet foran alteret, men en anden version vil dog vide, at det fandt sted, da de steg til vogns, altså foran kirkedøren. Johannes Andersen måtte flygte, men blev tre år senere frikendt ved et slags nævningeting og fik udstedt “fredsbrev” fra kongen, Christian IV, idet han havde handlet i nødværge. Han fik endog tilladelse til atter at søge embede, når han havde fået sit eksamensbevis. Det opnåede han dog aldrig, men levede sine sidste år som borger i Ribe. Som præst efterfulgte han af Søren Pedersen Hegelund, der var søn af den kendte skolemand og forfatter, biskop Hegelund i Ribe. Hegelund var præst i Skærbæk i 49 år. (Efter H. E. Sørensen: Revolution i Skærbæk) I søndre korsarm hænger en stor mindetavle for sognets faldne i 1. verdenskrig. I alt er anført 56 navne. Tavlen er skåret i egetræ af bygmester H. Hansen, Skærbæk, i 1921 i sen jugendstil. Orglet stammer fra 1879 og er leveret af orgelbyggerne Ph. Furtwängler u. Söhne fra Elze nær Hildesheim. Det er med to manualer, pedal og 16 stemmer. Facaden er af træ i nygotisk stil. Stifterindskriften “Gave fra Sparekassen for Skiærbæk og Omegn 1879” er anbragt noget anmassende på facaden. Kirken har to klokker, hvoraf den ældste er støbt i 1748 i Husum af I. H. Armowitz. På denne klokke findes den eneste indskrift i kirken på tysk: “Gedencke meiner mein Gott im besten” (Min Gud betænke mig på det bedste). Desuden findes en nyere klokke, ophængt 1965. I tårnrummet, langs kirkens nordmur og flere andre steder på kirkegården findes store gravsten udhugget i sandstensplader. I alt er der 25 sådanne sten, der tidsmæssigt spænder fra ca. 1656 til ca. 1805. De er fortrinsvis rejst over sognets velstående bønder og deres pårørende.

H. E. Sørensen

Prædikestolen

Prædikestolen fra 1606 er Skærbæk Kirkes betydeligste kunstværk. Om den har haft en forgænger er ukendt, men utænkeligt er det ikke. Fra 1598 til 1616 var Andreas Jacobsen sognepræst i Skærbæk. Han var født o. 1550 som søn af præsten Jacob Lorenzen, der beklædte embedet gennem næsten et halvt århundrede (1549-1598). Andreas Jacobsens få år yngre broder, Johannes (1553-1633), blev en vidtberejst og internationalt kendt forsker og læge i Lübeck. Man må formode, at Andreas Jacobsen har taget initiativet til anskaffelse af prædikestolen, som sikkert er blevet betalt af præsten selv sammen med sognets bønder. Man ved ikke, hvem der har lavet den, men den har stor lighed med prædikestolene i en række af egnens kirker, Roager (fra 1607), Mjolden (1609), Randerup (1611) og Brede (1612). De synes alle at være skåret af den samme hånd eller i hver fald på samme værksted. Af Brede Kirkes regnskaber fremgår, at prædikestolen her er gjort af “Lauritz Snediker udj Tunder.” Og det er ikke usandsynligt, at han også er mester for de øvrige. I så fald er Skærbæk-stolen den ældste, der kan henføres til hans hånd. Hvem han var, vides desværre ikke, men gennem hele 1600-tallet fandtes et meget virksomt værksted i Tønder, der ejedes af flere generationer snedkere og billedskærere ved navn Peter Petersen. Om Lauritz har været af denne familie vides ikke, men helt usandsynligt er det vel ikke. Inspirationen til relieffer og indskrifter har værkstedet haft lige for øje, da de tydeligt er hentet fra prædikestolen i Tønder Kristkirke. Den er skåret 1586 sandsynligvis af lübeckeren Hinrick Mattes, der i hvert fald er mester for en næsten identisk prædikestol i St. Nikolaj Kirke i Flensborg. Det var langt fra altid, man havde råd til at få prædikestolen malet med det samme, så den stod i råt træ i en del år. Det er også tilfældet i Skærbæk. På listen under læsepulten står med forgyldte bogstaver på sort bund: “Anno 1630 haffuer M. Hans Oleffsøn provest ladet staffere denne predigstol paa kirckens bekostning.” Hans Olufsen (1579-1636) var provst og ærkedegn ved Ribe Domkirke. Forbindelsen til Ribe har været tæt, idet Skærbæks sognepræst fra 1629, Søren Pedersen Hegelund, var søn af biskop Peter Hegelund i Ribe (død 1614). Bemalingen skete, som der står, “på kirkens bekostning.” Det må skulle forstås sådan, at Olufsen “overtalte” sognets kirkeældste (menighedsrådet) til at bevilge pengene. Det var i øvrigt samme Hans Olufsen, der sørgede for, at kirken fik sin altertavle, der blev leveret af billedskærer Jens Olufsen (var de brødre?) i Varde. Oprindelig var prædikestolen forsynet med en lydhimmel, vel fra samme tid og i samme stil som selve stolen. Den havde en latinsk indskrift, som kendes fra en præsteindberetning 1754: “Sed spiritus patris mei, qui loquitur in vobis. Matth.10. Sermo tuus est veritas.” (Men det er min faders ånd, som taler i Eder. Din tale er sandhed.) Skriftstedet står i Matthæus kap. 10, vers 20. Lydhimlen er muligvis forsvundet samtidig med, at stolen blev ændret i 1716-18 i forbindelse med en udvidelse af kirken. Et middelalderligt kapel mod syd og en skolestue mod nord erstattedes af nordre korsarm, der dog blev fornyet 1864, samtidig med at den søndre korsarm blev opført. Ændringen af prædikestolen foretoges af en snedker Hans Caltoft, der vistnok ombyggede den, så præsten fik front både mod langskibet og nordre korsarm. Den gamle staffering virkede åbenbart for broget i slutningen af 1800-tallet, og den blev derfor overstrøget med en kedelig hvidgrå maling. 1932 konstaterede man, at de oprindelige farver var bevaret nedenunder, og at de kunne fremdrages og rekonstrueres. Samtidig fik prædikestolen en ny opgang og underbaldakin samt englehoveder efter model fra Døstrup Kirke. Prædikestolen, der er udført i stilren højrenæssance, er det mest vellykkede af Lauritz Snedikers formodede arbejder. Trods ombygningen i 1700-tallet fremstår den som en harmonisk helhed med seks smukke og velskårne relieffer, malet i klare og stærke farver. De er indrammet af søjler og halvcirkelformede muslingeskalsbuer. Mellem billeder og buer er der et bånd med tandsnit, og buefelterne er smykket med en strålende sol og to måner. Både over og under billedfelterne ses indskrifter på latin. Foroven står der (i oversættelse): “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå.” De seks relieffer forestiller 1) bebudelsen og Kristi fødsel, 2) dåben, 3) korsfæstelsen, 4) opstandelsen, 5) himmelfarten og 6) dommedag. Under det første billede står: “Gud er sandt menneske (blev menneske). Lukas 2.” Under dåben: “Denne er min søn, den elskede.” Under korsfæstelsen: “Han blev forrådt for vore synder.” Under opstandelsen: “Han stod op på grund af retfærdiggørelsen.” Under himmelfarten: “Jeg stiger op til min fader og jeres fader.” Og under dommedag: “Derfra han skal komme at dømme.” De enkelte billedfelter viser den skildrede episode på en anskuelig og klar måde. Der er både i komposition og udførelse tale om raffineret og meget dygtigt arbejde. Stilen kan forekomme naivistisk med fladt skårne relieffer næsten uden perspektiv som i en tegneserie. Men det er yderst bevidst – tingene skal stå klokkeklart og umisforståeligt. Det er en prædiken for analfabeter, der ikke var vant til billeder, som vi er det i dag. Og som Skærbæk menighed kunne finde både forlystelse og opbyggelse i de livfulde relieffer, da de så dem første gang i den unge Christian IV’s attende regeringsår, og som deres efterkommere har gjort det siden gennem fire århundreder, kan vi glæde os over den i dag.

H. E. Sørensen

Prædikestolens relieffer

Deus homo factus est. Lucae II – Gud blev menneske. Lukas 2. Lukasevangeliets andet kapitel er nok et af de kendteste afsnit fra det nye testamente. Juleevangeliet kaldes det oftest, fordi det netop er denne tekst, der læses højt ved enhver julegudstjeneste. Det er således Jesu fødsel, der er temaet for det første af de seks relieffer på prædikestolen. Man kommer uvilkårligt til at tænke på beretningen om Josef og Maria, der må vandre fra deres hjemby Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, hvor alle herberger er optaget, så de til sidst må søge ly for natten i en stald, hvor Maria føder sit barn. Eller måske tænker man på et krybbespil, man engang har set. På den måde er motivet ikke fremmed for os, og man genkender let de enkelte figurer. I forgrundens højre side ses Jomfru Maria knæle. Hun er klædt i gyldne og bordeauxfarvede klæder og holder i højre hånd et klæde, som hun er ved at svøbe Jesus i. I venstre side ses en engel (som kunne være Gabriel, der som bekendt også bebudede Jesu fødsel for Maria, jf. Lukas 1, 26ff.), der ligeledes knæler for Jesus, mens han hjælper Jomfru Maria med at svøbe barnet. Jesusbarnet ser ud på betragteren, mens han løfter sin højre hånd med lange- og pegefinger strakt (jf. Opstandelses- og Domsreliefferne). Denne positur skal understrege Jesu to naturer – at han på én og samme tid er sand gud og sandt menneske. Læren om Jesu to naturer blev vedtaget på kirkemødet i Chalkedon (i antikken en by ved Bosperusstrædet – i dag en bydel i Istanbul) i 451, hvori det bl.a. lyder: ”…at han er fuldkommen i guddom og at han, den samme [Jesus Kristus], er fuldkommen i menneskelighed, i sandhed Gud og i sandhed menneske […] at han er af samme væsen som Faderen efter sin guddom, og at han, den samme, er af samme væsen som os efter sin menneskelighed.” Her mødes det himmelske og det jordiske altså i et lille barn i en ydmyg stald i Betlehem. Bag ved englen ses to dyr – muligvis æsler – og bag dem et ansigt, som efter al sandsynlighed er Josefs. Josefs tilbagetrukne placering hænger højst sandsynligt sammen med den lille rolle, han spiller i evangelierne. Man hører kun om ham i forbindelse med Jesu barndom, og det sidste sted, han optræder, er i Lukas’ beretning om Jesus, der som tolvårig bliver tilbage i Jerusalems tempel, hvortil han er valfartet sammen med Josef og Maria. (Lukas 2, 41-52) Bag ved Maria ses to hyrder stå ude på marken sammen med deres får, mens de ser mod himmelen, hvor en gylden engel forkynder det glædelige budskab (at forkynde glædeligt budskab hedder på græsk: evangelium), for dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” (Lukas 2, 10-12)

Hic est filius meus dilectus – Dette er min søn, den elskede. Indskriften under ”dåbsrelieffet” stammer fra evangeliernes (Matthæus, Markus og Lukas) beretning om Jesu dåb, hvor der lyder en røst fra himlen, som siger: ”Du/dette er min elskede søn, i dig/ham har jeg fundet velbehag!” Det er netop denne beretning med alle dens elementer, som kunstneren har forsøgt at indfange i relieffet. Forrest i billedet står Jesus i Jordanfloden kun iklædt et gyldent lændeklæde, mens Johannes Døberen øser vand på hans hoved. Man kan ikke lade være med at betragte Jesu korslagte arme og hans skuldre, som er trukket godt op om ørerne; en positur, som nærmest fortæller, at vandet i floden er isnende koldt. Sådan var det med dåbsvandet på billedskærerens tid (1606), men i dag bruges der lunkent vand ved enhver dåb i kirken. Jesu arme og skuldres holdning kunne dog også indikere, at han i ydmyghed adlyder Guds røst fra himlen. Guds ord lyder, netop idet Jesus stiger op af Jordan, hvilket gennem hele kristendommens historie har skabt debat, om hvornår Jesus er at regne for Guds søn. Er det ved fødslen (Lukas), ved dåben (Markus) eller før altings tilblivelse (Johannes)? Johannes Døberen ses knælende i billedets venstre side. Han er iklædt tøj af kamelhår (Markus 1, 6a: ”Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet”), men er af kunstneren også blevet iklædt en gylden vest, som han bærer udenpå sin kamelhårsklædning. Over Johannes Døberens hånd ses en due med en gylden glorie om hovedet. Duen er et symbol på Helligånden, som det også klart kommer til udtryk i dåbsberetningerne i evangelierne, f.eks. Markus 1, 10b: ”…og Ånden dale ned over sig som en due…” Øverst til højre i billedet ser Gud ned fra sin himmel. Bag ham lyser en strålekrans, som er med til at give ham et ophøjet udseende. I sin venstre hånd holder han en gylden genstand, som kunne være en form for rigsæble, som man kender det fra afbildningen af verdslige konger, der ofte fremstilles med scepter og rigsæble. Det kunne også være en jordklode, som skal vise, at Gud holder verden i sin hånd. Hans højre hånd laver en form for bydende gestus, der dels kan betyde, at duen, dvs. Helligånden, udgår fra ham, og dels at han rækker ned mod Jesus og tager imod ham som sin søn. Interessant er det også at lægge mærke til farven på Guds hår. Dengang som nu er det typisk at afbilde Gud som en gammel bedstefar med gråt hår og skæg, der fra himlen betragter sine børn. Øverst til venstre anes nogle gyldne hustage enten fra en borg eller en by. Kunstneren kan have haft Jerusalem i tankerne, men lige så sandsynligt er det, at han har tænkt på ”det evige Jerusalem”.

Traditus est propter peccata nostra – Overgivet for vore overtrædelser. Inskriptionen på relieffet med Jesu korsfæstelse samt inskriptionen på det efterfølgende relief (Opstandelsen), er en gengivelse af ordene fra Romerbrevet 4, 25, hvor der står: ”ham, som blev overgivet for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.” At disse to relieffer er placeret som de midterste og dermed mest fremtrædende, er næppe en tilfældighed. Påskeugens hændelser, er de mest centrale begivenheder i kristendommen og påsken er kirkens største højtid. Det er påskens budskab om Jesu død ”for vore overtrædelser” og hans opstandelse ”til retfærdighed for os”, der danner baggrund for den kristne lære. Relieffet taler for sig selv. I midten ses Jesus hængende på korset med hovedet hvilende på højre skulder. Korset er malet med en gylden farve, så datidens henrettelsesinstrument kommer til at virke som en trone frem for en pinebænk. Jesu blafrende lændeklæde er med til at understrege sejren i hans død på korset. Ved korsets fod ses et kranium samt to korslagte knogler, som understreger alvoren og virkeligheden i hændelsen – Jesus død på korset er ikke en skindød. Øverst på korset ses en tavle med inskriptionen INRI, hvilket er en forkortelse af de latinske ord ”Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”, som betyder ”Jesus fra Nazareth, jødernes konge” (Johannes 19, 19). Skiltet er samtidig det anklageskrift som Jesus blev dømt på ”Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: ”Det er Jesus, jødernes konge”” (Matthæus 27, 37). I relieffets venstre side ses en kvinde iført purpur, blå og gyldne klæder og et grå-hvidt klæde som dækker hendes hår. Kvinden, som højst sandsynligt er Jomfru Maria, står med foldede hænder mens hun nærmest stirrer drømmende ud i luften, på en gang tynget af sorg over det skete og samtidig klar over, at det måtte ske. På korsets modsatte side står en mand purpur, grønne og gyldne klæder. Som Jomfru Maria står også han med foldede hænder mens han stirrer på den korsfæstede med et bedrøvet udtryk. Manden er efter al sandsynlighed Johannes, den discipel Jesus elskede (Johannes 19, 25-27 ”Men ved Jesu kors stod hans mor […] Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ”Kvinde, dér er din søn.” Derpå sagde han til disciplen: ”Dér er din mor.””). I baggrunden ses nogle hustage, som nok er kunstneres forestilling om, hvordan Jerusalem tog sig ud på Jesu tid. En anden mulighed kunne være, at det er tegnene Alfa og Omega – det første og det sidste tegn i det græske alfabet – der flankerer korset. Bogstaverne bruges som symbol på begyndelsen og enden. Deres placering her skal gøre det tydeligt, at Jesu død på korset er for vore synders skyld og at den eneste vej til frelse er gennem ham. Interessant er det også at bemærke de mørke skyer, som hænger tungt over korset, hvilket svarer til det mørke, som sænkede sig over verden i tre timer (Matthæus 27, 45).

Ressurexit propter iustificationem – Oprejst til retfærdiggørelse. Som allerede nævnt ved beskrivelsen af forrige relief (korsfæstelsen), er inskriptionen på opstandelsesrelieffet en gengivelse af ordene fra Romerbrevet 4, 25, hvor der står: ”ham, som blev overgivet for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.” Opstandelsesrelieffet synes ikke at udtrykke den voldsomhed og det drama, der udspillede sig påskemorgen ved graven hvor Jesus var blevet lagt. Kunstneren har efter al sandsynlighed haft ordene fra Matthæusevangeliet 28, 4 i tankerne, hvor der står: ”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham [da englen der steg ned og væltede stenen fra indgangen til graven] og blev som døde.” Det er dog ikke alt fra beretningen han har husket lige godt. Det første, man bliver opmærksom på, er Jesus, iført gyldent lændeklæde og blafrende purpurfarvet kappe, stående i majestætisk positur oven på en sarkofag eller en brønd-lignende grav. Heller ikke den grønne græsplæne og det brune plankeværk i baggrunden er noget, man umiddelbart forbinder med Jesu grav i en klippe i Jerusalem for ca. 2000 år siden. Det minder mere om et plankeværk, som omringer en græsplænegrøn dansk kirkegård anno 1606. Det er, som om det dramatiske i evangeliernes opstandelsesberetninger, forsvinder som dug fra solen, i og med at de fremmedartede elementer ikke medtages og erstattes med billeder, som tilskueren kender det fra sin egen verden, f.eks. at det ikke er en kæmpemæssig sten, der er væltet fra klippegraven, men derimod en grav, som man kender den herhjemmefra – mere eller mindre. Godt nok skal den blafrende kappe, hyrdestaven med vimpel, strålekransen om hans hoved, den løftede højre hånd med den strakte pege- og langefinger (se betydningen under Fødselsrelieffet), samt stigmatas (sårene efter korsfæstelsen) i fødderne og hænderne vise det storslåede i begivenheden, men Jesu krop udtrykker mere en lad holdning til tingenes tilstand end den, man kunne forestille sig fra dødens betvinger, som det f.eks. også udtrykkes i Salmebogen, nr. 228 ”Du er, opstandne sejershelt”, nr. 233 ”Jesus lever, graven brast”, nr. 240 ”Dig være ære, Herre over dødens magt” m.fl. Soldaterne ligger spredt rundt om graven. Det er de soldater, som ifølge evangelierne skælvede af frygt og blev som døde ved mødet med Herrens engel. Heller ikke de udtrykker nogen angst for mødet med Guds almagt, tværtimod ser det ud, som om de blot tager sig en lur, udmattede efter at have stået vagt ved graven natten igennem, som de iflg. Matthæusevangeliet 28, 65-66 var blevet beordret til (”Pilatus sagde til dem: ”Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.” De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på graven.”).

Ascendo ad patrem meum et patrem nostrum – Jeg stiger op til min fader og jeres fader. Citatet på relieffet er taget fra Johannesevangeliet 20, 17, hvor der står: ”… Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Ordene er talt til Maria Magdalene, som påskemorgen er taget ud til graven for at se til Jesus. Kristi Himmelfart finder ikke sted umiddelbart efter opstandelsen påskemorgen. Iflg. Apostlenes Gerninger 1, 3 er den opstandne Kristus sammen med sine disciple i fyrre dage, før han farer til himmels (”Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem [disciplene] med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige”). Af selv samme grund er det først fyrre dage efter påske, at kirken fejrer Kristi himmelfart. Selve relieffet er på mange måder en direkte gengivelse af scenen, der udspillede sig, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 1, 9, hvor der står: ”Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne.” Også de elleve disciple (Judas Iskariot (forræderen) var død) – Simon Peter, Johannes, Jakob (Zebedæus’ søn), Andreas, Filip, Thomas, Bartholomæus, Matthæus, Jakob (Alfæus’ søn), Simon Zelot og Judas (Jakobs søn, ikke Iskariot) – som man kan se stå og stirre på den himmelfarende, er taget fra Apostlenes Gerninger, der fortæller, at de efter himmelfarten tog ind til Jerusalem, hvor de gik op i den sal, som de plejede at opholde sig i (der tænkes nok på den sal, hvor Jesus og hans disciple spiste påskemåltidet sammen Skærtorsdag aften), for i enighed at holde fast ved bønnen og brødets brydelse/nadveren. De elleve disciple er forsamlet omkring en forhøjning eller et bjerg. Kunstneren har haft enten Betania – et sted lige uden for Jerusalem, der ligger ca. 800 meter over havets overflade – i tankerne, som Lukasevangeliet 24, 50-53 taler om (”Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania…”), eller han har tænkt på Matthæusevangeliet 28, 16 (”Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.”), selvom himmelfarten ikke nævnes direkte hér. Øverst i relieffet ses Jesu fødder og det nederste af hans klædning. Man kan samtidig svagt ane et gyldent lys, som strømmer ned fra himlen. Kunstneren har på en morsom måde forsøgt at virkeliggøre udsagnet om Kristi himmelfart. Den sky Jesus forsvinder op i, er også helt i overensstemmelse med Apostlenes Gerninger 1, 9: ”… og en sky tog ham bort fra deres øjne.” En anden morsom detalje er, at kunstneren har valgt at lave to fodaftryk i klippen, for at understrege det uomtvistelige, i at Kristus fór til himmels.

Inde venturus est iudicare – Hvorfra han skal komme at dømme. ”… siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Sådan lyder anden trosartikels sidste sætning i den apostolske trosbekendelse, som vel nok er den mest udbredte trosbekendelse herhjemme. Den apostolske trosbekendelse er sammen med den nikæno-konstantinopolitanske og den athanasianske trosbekendelse de tre oldkirkelige bekendelser, som enten er vokset ud af menighedernes brug den gang, eller er formuleret på synoder (kirkemøder) som værn mod kætteri og for at formulere en større ensartethed i takt med væksten i antallet af menigheder. Selve relieffet er nok det, de fleste vil beskrive som en typisk middelalderlig opfattelse af kristendommens tale om dom (selvom kunstneren levede i renæssancen). Man kan på en måde sige, at det er den opfattelse, der slog rod og på sin vis stadig har fodfæste i en stor del af den almindelige danskers opfattelse af, hvad kristendommen siger om dommen på den yderste dag. Ud fra relieffet betragtet, er opfattelsen heller ikke helt forkert, da mange af elementerne har deres baggrund i bibelske tekster, mens andet er medtaget, for at skræmme menigheden til et frommere levned. Nederst i relieffet ses to grupper mennesker: dem som bliver frelst og dem som bliver straffet. De frelste, som ses i relieffets venstre side, føres bort af en engel med gyldne klæder og gyldne vinger, for – må man gå ud fra – at tages op til himlen. De to figurer retter allerede deres ansigt mod himlen, og den ene peger sågar op mod himlen. De fortabte føres derimod bort af sorte væsner, der mest minder om helvedshunde eller ulve, som oven i købet tager treforke i brug. De stakkels fortabte føres direkte ned i helvede, der er udformet som en drages eller slanges gab, og for at øge dramatikken er der malet røde flammer i baggrunden. Det er også interessant at bemærke, at de, som føres bort, er nøgne. Det er med til at understrege, at når mennesket står foran Guds domstol, er vi som nøgne; dér hjælper hverken klæder eller medaljer, men troen i hjertet. Interessant er det også at bemærke personen med det mørke hår, som ser ud på tilskueren, som om vedkommende med sit blik vil advare andre om den vej mod afgrunden, som han nu betræder. I relieffets øverste halvdel ses Kristus siddende i midten på en regnbue (efter syndfloden satte Gud regnbuen som tegn på sit løfte overfor sine skabninger (1. Mos. 9, 12-17)) og et rigsæble. Hans venstre hånd peger nedad mod helvedsgabet, mens hans højre er løftet i en velsignende hilsen. På hans højre og venstre side ses engle, der blæser i basuner (jf. Johannes’ Åbenbaring). På Kristi hoveds højre side ses et sværd – dommens sværd – mens en blomst (det kunne være en lilje, som i kristendommen er symbolet for renhed og uskyld) ses på hans venstre side.

Simon T. L. Stubkjær